Det er ikke nogen hemmelighed at dette line dingel-dangel er kraftigt inspireret af Peter Lynns kæmpe kuglefisk. Da jeg desværre ikke har helt de samme mængder ripstoprester til rådighed som PL, så er min familie af kuglefisk tilpasset min rest-pose. Dette er tegningen til det mindste medlem af familien.
En PL kuglefisk er stort set bare en meget lang smal strimmel af ripstop som sys til en kugle (til en original PL kuglefisk skal bruges en strimmel på cirka 1,5 km), men jeg har baseret mine kuglefisk på en fodbold som er en samling af fem- og seks-kanter. Jeg har valgte fodbold-metoden fremfor strimmel-metoden af flere grunde: Det er lettere at regne sig til størrelsen af den færdige kuglefisk, den er let at sy, og ikke mindst så passer formen på mine ripstoprester bedre.
Der skal bruges ripstop nylon til følgende:
Personligt foretrækker jeg at holde de forskellige dele sammen under syningen ved at "hot-tack'e", men der kan selvfølgelig også bruges knappenåle, limstift, dobbelt-sidet tape, o.s.v.
Hver pig sys sammen langs den lange kant, og vendes så samlingen kommer på indersiden. Derefter sys piggene på pentagonerne: stik piggen gennem hullet i pentagonen, bøj flapperne på piggen udad så de følger kanterne af hullet, og sy flapperne fast med en smal zig-zag.
Til øjnene skal bruges 12 stykker hvid ripstop tape på 7 x 30 mm. De inderste kanter i øjet lægges kant til kant, samles med tapestykkerne, og så sys en passende zig-zag hen over samlingen. Øjnene vendes så samlingerne kommer på indersiden, og de sys på de to hexagoner med hul på samme måde som piggene.
Og nu kommer noget som er meget vigtigt huske, ellers bliver kuglefisken ikke kugleformet: hver pentagon er omgivet af 5 hexagoner, og hver hexagon er omgivet af 3 pentagoner og 3 hexagoner.
Luftindtaget på kuglefisken er en hexagon som mangler. Omkring denne manglende hexagon sys 3 hexagoner og de 3 pentagoner uden hul sammen til en ring. Derefter sys de 2 hexagoner med øjnene på så de har een af hexagonerne fra ringen til fælles. Og så er det bare at blive ved med at sy resten på indtil der ikke er mere at sy, det bliver til lidt over 100 korte syninger. Når selve kroppen er færdig, så sys snuden på kanten af luftindtaget og snuden sys sammen i siden. Til sidst sys noget snor på hele vejen rundt langs kanten af snuden, 5-6 mm fra kanten. Kanten bukkes ind over snoren og der sys en runde til, så snoren er skjult.
Kuglefisken skal nu bare vendes med "indersiden" ud, og det vil nu vise sig om du har fået lagt alle samlingerne rigtigt. Hvis alle samlingerne er inden i kuglefisken efter den er blevet vendt, så lå de alle rigtigt. Til slut skal der bindes 6 styresnore på 25-30 cm i kanten af snuden, brug en stor stoppenål til at sy hver styresnor omkring den snor som er syet ind i kanten af snuden. De 6 styresnore samles i en passende svirvel, og kuglefisken er færdig.
Esben Collstrup, Randers Drageklub